Forsiden Artikler Rejsebureauer og TMC TUSINDVIS AF FLY OG LEJEBILER STÅR STILLE PÅ JORDEN OG HOTELLER STÅR TOMME

KOM I GANG: GENTÆNK FORRETNINGS-MODELLEN OG FÅ KUNDERNE TILBAGE

Påsken er overstået, og samfundet begynder med tøvende skridt at gå i gang. De fleste sukker efter den ”gamle” normale tilværelse når Coruna krisen løjer af, men GLEM DET! Det kommer ikke til at ske, og det er på høje tid at få støvet den indre amagerhylden af og sende vanetænkning til forbrænding. Ændret adfærd er under alle omstændigheder en forudsætning for den grønne omstilling, så lad os betragte og COVID-19 som den katalysator, der endelig kan sparke os ud af mølposen. Det gælder unge og ældre, i privatlivet og i virksomhederne, og, ikke mindst for politikerne og hele embedsværket. Denne artikel fokuserer på rejsebranchen, hvor ronkedorernes udløbsdato for længst er overskredet.
Vi ved fra tidligere kriser, at mange bliver bange og bekymrede, søger større jobsikkerhed og er mere forsigtige med at låne anseelig beløb til og i vores hjem, selv om renterne forbliver lave. Vi bestiller nok heller ikke den dyreste vin eller menu når vi går på restaurant, og tænker os godt om, inden vi køber nyt tøj eller andre forbrugsgoder . Den Danske befolkning køber faktisk allerede ganske meget på markeder og genbrugsbutikker.
Når vi I nærmeste fremtid tager på ferie og udflugter bliver det med stor sandsynlighed herhjemme eller i nærliggende lande, hvor vi kender infrastrukturen og er trygge ved den lægehjælp, der er at få. Men uagtet hvordan beskæftigelsen og økonomien udvikler sig, skal rejsebranchen finde nye boller på suppen og være på forkant. Og her taler vi om ALLE leverandører af rejserelaterede ydelser.
At rejse er for Danskere en uundværlig del af vores kultur og en nødvendighed for vores forretningsliv. Så fra efteråret og frem vil de ferierejsende igen søge fjernere græsgange og virksomhederne vil tage hul på rejsekontoen. Vi har en lille, men åben økonomi (selv vores største virksomheder er dværge sammenlignet med Nestle, Exxon og Siemens, for ikke at tale om teknologigiganterne) så det er bydende nødvendigt at få gang i forretningsrejserne, så snart det er forsvarligt.
Med fald i udbud på mere end 80-90% på grund af nedlukning af ruter er flybranchen hårdt ramt. Der har tidligere været regionale situationer, der har medført lignende fald (f.eks. askesky), men denne gang er det globalt.
Hoteller står tomme og Airbnb prøver at hjælpe udlejere med alternative gæster som for eksempel plejepersonale, læger og sygeplejerske.
Biludlejningsselskaberne oplever det samme og har masser af ubrugte biler stående.
Med andre ord, ”bilens” fremdrift er væk og den står stille. Det er nu hjulene skal skiftes og bilen efterses.
Hvordan får vi de rejsende tilbage? Vi skal alle i gang med at tænke i nye baner og i den forbindelse se på de trends, vi allerede har haft inde på livet: Klima, Miljø, Teknologi, Robotter og kommunikation. Der er kommet globale platforme, vi aldrig havde forestillet og der kommer nye til. Det giver alle spillerne mulighed for at nytænke.
Det er tiden for flyselskaber til at acceptere reducering af deres kapacitet på kort sigt. På længere sigt vil kravene til klima og miljø påvirke trafikken. Elektronisk kommunikation erstatter de lange rejser; bus og tog på de korte vil betyde øget pres på antallet af flyvninger.
Luftfartsselskaberne har været gennem store forandringer, men der er lang vej endnu. Nu har de rejsende lært altid at finde den billigste pris og lære sig vægt og størrelse af bagage, FINT. Jeg kan stadig ikke se en lavere pris på et mellemsæde end gang og vinduesæder. Se håbløst ud-daterede vogne fra efterkrigstiden bliver stadig skubbet frem og tilbage i gangene med dårlige rygge og ødelagte strømpebukser som konsekvens for besætning.
Kom nu i gang med at gentænke pris, service og kundesegmenter med langt større dynamik end det sker i dag. De eksisterende teknologiske løsninger til distribution skal udskiftes med langt mere dynamiske, fleksible og moderne systemer, der kan øge priselasticiteten mangefold. Hertil kommer masser af ekstra salgs muligheder før, undervejs og efter flyvningen.
Hvad med at supplere den travle besætning med robotter, skinner i loft eller gulv, til at styre og flytte moderne vogne med masser af elektronik og hydraulik. Gentænk indretningen af flyene endnu mere!
Alle selskaber ”ejer” passagererne imellem 1-10 timer og har deres fulde opmærksomhed, hvis der ydes en indsats. Mange forbinder en rejse med ulidelig kedsomhed og lader sig adsprede med underlødige underholdningsprogrammer eller prøver at arbejde. Hvad med menneskelig underholdning (man betaler for), der bestilles sammen med transporten, unikke måltider tilpasset atmosfæren i transportmidlet og årstiden eller demonstration af ”gadgets”? Hvad med modeopvisning? Giv rabattilbud på varer (tænk Black Friday), leveret til døren, når man er kommet frem eller hjem. Tryllekunstnere til de fly, der altid har mange børn, Fremhæv en hygge stemning med sæsonudsmykning (jul, påske pinse Thanksgiving Day etc). Klog udnyttelse af ”overhead” pladsen ud til andet end betalende ”Carry-on” bagage.
Foreslå langt flere menuer, der kan vælges til den enkelte afgang. Selskaberne ved, hvor de fleste passagerer sidder lang tid i forvejen. Jeg er endnu aldrig blevet tilbudt at kunne bestille ting, der kunne leveres på destinationen fra de ”rigtige” luftfartsselskaber. Charterselskaberne kan det og sjovt nok; Amazon, Alibaba leverer inden for 24 timer. Gør det attraktivt!!!. Når en passager en sjælden gang kigger et af bladene forbavses de over alle de DYRE ting, der kan købes, samtidig med at billetten kun har kostet 50$. Det er i dag ikke finere at rejse med fly end med bus.
Alt det ovenstående skal jo også gælde tog -og busrejser som er længere og MEGET mere kedelige.
Argumenterne for udvikling ender ofte med pris. Det er ikke fair i vores teknologiske verden med så mange muligheder, at luftfartsselskaber skal betale 5€ for at sælge et sæde på en strækning. I Kina betaler selskaberne 1€ for det samme. Vi har masser af systemer, der sælger tusindvis af pladser eller togbilletter til meget lavere enhedspriser.
Hoteller og opholdssteder har faktisk lidt af de samme muligheder. Nu har de rejsende også lært at Booking.com og hotel.com er vejen frem, med omkostninger på 25-30% for hotellerne. Gør en forskel! Jeg har boet alt for mange nætter hjemmefra og kom egentlig til at hade det, selv om jeg mødte god service og smil. Vi rejsende føler os stadig fremmede. Der er lidt de samme muligheder: Vi opholder os mindst 7-8 timer i vores værelser, mens vi sover. Vi kan vælge varierede muligheder fra menuerne, nogle af hotellerne arbejder med maden leveret, men alt i alt ofte dyrt. Jeg har ofte mødt kreative concierger, der giver gode ideer.
Hvad med at finde ud af hvad der virkelig interesserer den enkelte rejsende og give tilbud der ikke kan afvises? Det kan være en golfpakke, der lige passer til den tid, der er til rådighed. Når værelset bestilles så fortæl, at der er en event i perioden. Fortæl om det og tilbyd at skaffe adgang.
Forretningsrejsende har længe udnyttet de mange forbindelser, der er på korte strækninger og undgået overnatning. Efter denne kriser tror jeg kombinationen af klima og bedre udnyttelse af den tid man arbejder på destinationen, kan medføre flere overnatninger. Lav et tilbud at 1 nat koster det og den efterfølgende 50% af den første og måske med et godt tilbud på et måltid. Den forretningsrejsende kan måske tage 2-3 møder nu han/hun er der, ankomme om aftenen før etc.
Den suverænt største omkostning for virksomheden er den spildtid, der investeres i transport, ventetider og den fysiske påvirkning for den rejsende. Tiden er kommet til at se på rejser som alle andre investeringer.
I lang tid fremover vil rejsende (både ferie og forretning) spørge ind til sikkerhed på destinationen. Hvad er mulighed for hjemrejse, indlæggelser og behandling, hvis sygdom rammer?
For dem der arrangerer rejser fra charter til oplevelsesturisme, bliver kravene større og med øget konkurrence fra de store platforme Google og Amazon. Indtjeningen presses når flere ydelser bliver tilgængelige på Internettet, hvor alt kan opleves på forhånd via Instagram eller YouTube. Det stærke segment, seniorerne, bliver for øjeblikket tvunget til at dygtiggøre sig i moderne kommunikationsteknologi for at holde forbindelse til familien og venner. Det glemmer de ikke efter krisen, og det grå guld kommer stærkt tilbage med deres nye talenter. Udvid senior servicen på destinationen, før rejsen eller undervejs.
Det betyder også at rejsebureauer skal genopfinde sig selv og sælge via hjemmesalg, online video, VR og kreativ sammensætning af produkter, der rammer personligt. Dyrk referencerne og de muligheder der er for gensalg. Lav en simpel mulighed for undervejs i en online søgning eller booking giv mulighed (ud over chat) for telefon via en knap til et gebyr.
Samtidig har sælgere af rejser og rejserelaterede ydelser har en usædvanlig stærk chance lige nu. Med alle de historier om strandede Danskere, vil mange være villige at betale ekstra for enten en forsikring eller andre sikkerheds services. Når leverandørerne kommer ud af deres kokoner og bliver klar til verden efter COVID-19, vil der være nye godteposer klar på den gamle amagerhylde. Men kun de dygtige og kreative vil kunne finde det der ”smager” og dermed sælger bedst.
Branchen har alt for længe været præget af organisationer med mange siloer, ufattelig mange ledelseslag og bundter af eksperter til at hjælpe frontlinjen. Afstanden mellem ledelse og de medarbejdere, der reelt skaber indtjeningen, er alt for lang og præget af egeninteresser. Alt for ofte forsvinder gode ideer i bureaukratiet og egeninteresserne vinder. Find modet frem, lær af andre og af de fejl der uvægerligt gøres, hyr de rigtige samt forandringsvillige mennesker og skab dynamiske, beslutningsdygtige virksomheder, der kan vinde i den fjerde industrirevolution.

    • AMMCONSULTING.DK © 2020
    • AMM Consulting - Præstevejen 10A - DK 3230 Græsted - telefon 30343429 Email om@ammconsulting.dk